Grundoplysninger


 
 
På vej….. (lidt historie)
 
"At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst”.          (Kirkegaard 1859)
 
Dette Søren Kirkegaard citat, var måske medvirkende til, at Forvaltningen i Herning Kommune i 2008 henvendte sig til Sinding-Ørre Midtpunkt, Skolen og Hvepsereden, for at undersøge, om man i Sinding kunne rumme en specialklasse, der skulle starte op i august 2008. Da der også stod en delvis uudnyttet lærerbolig i Sinding, der var som skabt til formålet med specialklassen, var afgørelsen næsten truffet. ’Huset’ blev en realitet, personale blev ansat og rammerne skulle fyldes ud. I 2016 kom en ny forespørgsel og Bussen blev etableret i det tidligere musiklokale/pavillon. Her går 4 elever.
 
De overordnede rammer er fastsat af Herning Kommune. Huset/Bussen er et specialtilbud for børn med vanskeligheder inden for adfærd, kontakt og trivsel. Åbningstiden er fra kl. 7:30 – 16:00 (fredag kl. 15:00). Der er p.t. 11 drenge i alderen 6 – 12 år i tilbuddet. I retningslinjerne for Huset/Bussen står endvidere, at dagligdagen skal bestå af socialpædagogisk indsats kombineret med undervisning i skolens fag, hvor der i videst muligt omfang tages udgangspunkt i de enkelte børns behov og forudsætninger.
 
Og hvordan er det så lige, at otte voksne og elleve drenge finder hinanden og får et sådant tilbud til at fungere i en forhåbentlig for alle parter givende hverdag?
Måske kan det bedst sammenlignes med følelsen af at være med i et eventyr og skulle begive sig ud i den vide verden på en ukendt vandring ad en landevej, hvor udsynet ikke er særligt godt. I hvert fald kan man ikke se ret langt frem, og man har ingen anelse om, hvad der gemmer sig bag den næste bakketop.
Fælles for alle voksne og børn var dog en lyst og nysgerrighed efter at tage de første skridt ud på ukendt vej vel vidende, at vi ikke, som i eventyrets verden, ville komme til at nøjes med tre prøvelser for at nå vort mål.
 
Som soldaten i H. C. Andersens eventyr, Fyrtøjet, marcherede vi en augustdag af sted ud ad vores ukendte landevej med hver vores tornyster på ryggen. Tornystrene var vidt forskellige og indeholdt vidt forskellig bagage.  De voksnes tornystre var naturligvis de største, men ikke nødvendigvis de tungeste at bære. Fælles for alle, voksne såvel som børn, er dog, at der ligger en vis portion livserfaring, personlige oplevelser, viden og kunnen deri. Alle havde, har stadig og vil altid blive ved at have hver deres særpræg, hver deres bagage, og endnu har vi ikke vist hinanden alt, hvad vi bærer på.
 
I begyndelsen fulgte vi den slagne vej og havde mere end udfordringer nok i så nogenlunde at finde ’fælles fodslaw’. Efterhånden som vores vandring ud ad vejen er blevet mere struktureret, er vores muligheder, for at stoppe op og nysgerrigt undersøge, hvad der gemmer sig i vores fælles verden, vokset. Alle er ikke lige nysgerrige hver dag, og alle går ikke lige stærkt hver dag. Nogle dage er rygsækken tungere at bære end andre dage, og man trænger til et hvil, mens andre kan få mulighed for at bevæge sig lidt ud på egen hånd og søge udfordringer. Selvom vi hver især får lov til at få egne oplevelser og udfordringer, mødes vi flere gange om dagen og venter på hinanden, så alle kommer godt frem på vores fælles vej.
 
Undervejs på vores vandring er der som i ethvert andet eventyr og enhver anden skole mange daglige pligter, som skal udføres. Der er regler for, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvordan vi skal snakke til hinanden. Bøgerne og lektierne skal passes, før vi kan få lov at lege og slappe af eller få andre spændende oplevelser.
 
I Husets/Bussens eventyr må vi af og til slå hekse ihjel. Vi nøjes nemlig ikke med, som soldaten i Fyrtøjet, at skulle slå en enkelt heks ihjel. Det er hårdt arbejde at slå hekse ihjel, tit skal vi overvinde os selv, og mange af vores hekse har ligget på lur længe. Selvom vores hekse ikke har givet os muligheden for at kravle ned i et hult træ for at hente kobber-, sølv- og guldmønter, føles det alligevel som at få en stor belønning i form af en guldmønt i lommen, hver gang vi har slået en af vores hekse ihjel. Og vi samler på guldmønter.
 
Lige nu nyder vi at marchere hen ad landevejen i det smukke landskab, som vores vej befinder sig i. Om prinsessen og det halve kongerige venter for enden af vejen, ved vi endnu ikke. Vi ved dog, at der er en meget lang vej forude, og at der er meget, meget langt til slottet, og at der er mange forhindringer og hekse undervejs. Og så ved vi, at hvis vi skal føre hinanden hen til et bestemt sted, må vi først finde hinanden og begynde der. Vi føler, vi er ved at finde hinanden og er kommet godt af sted og håber, vi har taget den rette vej, for vi kan stadig ikke helt se, hvad der venter forude. Men vi har mod på at fortsætte turen og føler, vi er på rette vej.
 
Personalet i Huset